Som jeg skrev i et indlæg tidligere, er min kære ven, Andres, i Danmark igen på kort visit! I dag var jeg med tre andre søde personer, fra min efterskole, inde i Odense city, for at hænge ud med vores alles Andres! Det var så hyggeligt, og vildt rart at se ham igen - vi startede med en lækker frokost på Mamma's, og videre på shoooopping! Drengene brugte dog alle deres penge i kondomeriet... Andres' undskyldning: ''Jeg skal da have til weekenden... Og så er de ikke til at finde nogle steder i Chile!!!''. Bertrams undksyldning: ''Jeg skal da have til weekenden? ...''. Ja. Jeg ved hvad I tænker - jeg tænkte det samme.
Men hør nu... Efter en ufattelig herlig dag i indre by, kommer jeg hjem, og mine forældre kalder mig ind til samtale i stuen. Skræmmende, jeg ved det. Og ganske rigtig... Den længe ventede, frygtede, forfærdede samtale blev bragt på banen. Nej vent. Det var overhovedet ikke en samtale, blot en ordrer... En længe ventet, frygtet og forfærdet ordrer: ''Far og jeg har snakket om det. Du skal nu betale for at bo hjemme''. Og med ét..... NOOOOO!!! Min verden braste sammen og jeg så mig selv ligge og rådne op på mit tomme værelse (da jeg har været nødt til at sælge alt hvad jeg ejer, for at kunne betale ''husleje''), uden venner (da jeg ikke har råd til hverken at tage i byen, ud og spise, eller andet sjovt), uden tøj (da jeg ikke har råd til nyt kluns), og med spaltet hår, som når mine ankler (da jeg ikke har råd til frisør).
Så venner, måske kommer der på et tidspunkt aldrig flere indlæg, hvis jeg på et tidspunkt bliver nødt til at sælge min dejlige Macs, for at få lov at bo her... Snøft... snøft..
