Det er altid når det er mørkt og koldt, at man bliver ladt alene. Er det ikke? Det er i hvert fald altid dér du fryser mig allermest ude. Jeg ved ikke om det er med vilje, eller ganske tilfældigt, men det er desværre hvad der sker. I et par år har jeg levet med det nu. Måske skal det bare altid være sådan? Eller er det i virkeligheden bare grundet for høje forventninger, at jeg ikke kan se virkeligheden? At du er en kæmpe idiot?