Sandhedens time

Fredag var en nervepirende dag. Skole, cool nok, intet der. Så fik vi fri - dér gik det løs. Jeg tog bussen mod Assens, hvor jeg stod af efter en times kørsel og mødtes med min kære veninde Signe. Lidt efter ankom vores fælles veninde, Sofie, og vi tre spankulerede sammen mod Signes fars hjem. Her skiftede vi tøj og følelsen af små begyndende sommerfugle i maven sneg sig på. Vi bestilte pizza og pakkede resterne ind i sølvpapir, og tog det med os sammen med vores relativt store bagage. Vi satte os ud i bilen og turen gik nu mod Ringe. Da vi nærmede os Ringe Efterskoles hal steg nervøsiteten en smule. Vi gik indenfor og mødte over 40 andre gamle Ringe elever, med store smil - og gensynsglæden var gengældt. Vi blev fortalt, at vi alle skulle sætte os i en stor bunke foran trænerne, vi fik et par beskeder hvorefter drenge og piger gik hver til sit. Pigerne vandrede mod Spejlsalen. Her fik tiden ben at gå på, og fire timer, med udfordrerne gymnastik, passerede os hurtigt. Derefter gik vi ind i spisesalen, samledes med drengene igen, fik et æble og en masse vand og så skete det. Et klap på skulderen indikerede, at sandhedens time var kommet. Jeg fuldte efter den ene træner, Henriette, ned i enden af spisesalen, hvor beskeden jeg havde ventet på at få overrakt i næsten to uger, ville blive overrakt. Sommerfuglene hamrede rundt i maven nu. Det tog ikke mere end et par minutter og et par ord. Og den ekstremt hårde træning havde været det hele værd. Jeg blev, fredag aften, optaget på REX-holdet.