Dette spørgsmål blev godt og grundigt debateret i mit hoved (og fingre) her til aften. Jeg fik at vide, at jeg aldrig åbner mig. I hvert fald ikke så tit. Min begrundelse var at jeg ikke havde større problemer end 'jeg-kan-ikke-finde-en-kjole-hvad-tager-jeg-så-på-/jeg-skal-aflevere-stil-om-tre-dage-hvad-gør-jeg-/jeg-har-to-aftaler-på-samme-aften-hvem-vælger-jeg-/jeg-har-ondt-i-kroppen-efter-gymnastik-hver-mandag-/jeg-har-ingen-billet-til-Kidd-Life-problemer'. Men skal dybde stamme fra store problemer? Tja, hvad er dybden da i, at jeg ikke kan finde en kjole? Korrekt. Der findes ingen. Derfor var min konklusion, at jeg lever et overfladisk liv. Et overfladisk liv, hvor jeg tror jeg har det mega godt, og ikke kan se dybde i noget som helst. Men jeg ligger i virkeligheden i mit livs vandoverflade. Og der er dybt. Men jeg ser det ikke. Jeg ligger og flyder på overfladen og ser ikke, at karma gennem de sidste 18 år har ligget på lur på bunden af mit liv, og lige nu er på vej op af dybet for at binde en kampesten om mit ben, så jeg sænker ned i min egen dybde. Det er hårdt og brutalt, men de næste 18 år betaler karma tilbage mens jeg bliver hevet ned gennem mit eget dyb og ender på bunden af mit eget liv som 36-årig og opdager hvor dybt mit liv i virkeligheden var. Og her er jeg så. Færdig. Har ramt bunden. Synker helt ned i sandet. Kvæles i mit eget livs nedernhed. Opdager hvor vigtigt det er at have dybde i sit liv, og åbne sig og snakke om det. Men nu er det for sent. Jeg er på vej under bunden. Jeg har set dybden og forstået meningen med livet. Det sidste man ser af mig, er mit lange, røde hår. Og nej, jeg er hverken stiv, skæv eller fucked up på 'melet kokus'.
Men. Hvad så hvis jeg var skæv? Ville der være mere dybde i det?
