''Hvis natten bliver den sidste

ville du så kunne huske mit navn?

Ingenting skal visne

Alt skal springe ud

Vi er unge lidt endnu

For du har blæst dine drømme væk

Glemt dit navn 

og glemt din tekst

Du kan få, få mig nu så let

Du kan få mig nu så let

Og alle dine løfter

Og alle mine lyster

Ingenting skal visne

Men alt skal springe ud

Vi er unge lidt endnu''

Ulige Numre - så let.

''Du siger, du elsker mig, og jeg svarer, men du kender mig jo ikke, og det er de mindste, mest trivielle ting, og så betyder det måske ingenting, at du ved, jeg har fregner under fødderne, for jeg vil have, du ved, jeg kan lide sukker i kaffen, ligegyldigt hvor dumt jeg altid har fået af vide, det er, og jeg vil have, du ved, hvilke bøger jeg er igang med at læse, og at jeg ikke har tålmodighed til at sidde stille under en hel film, at jeg ikke kan lide at drikke cola af farvede glas, at jeg ikke kan spise med store skeer. Jeg vil have, du husker min fødselsdag, og at jeg ikke kan sove, hvis det er varmt, men at jeg altid er træt, og jeg vil have, du ved, at jeg virkelig hader, når du spørger, om det er dig, mine historier handler om, og jeg hader, når du læser dem, imens jeg er der, for det er fragmenter af mine tanker og noget i mig selv, jeg måske ikke helt vil kendes ved, og jeg ved jo godt, du påstår, du elsker mig, men du siger altid, at du ikke forstår, og jeg har altid været overbevidst om, at man ikke kan elske ting uden at forstå dem, og jeg er stædig, og ved du godt, at hver eneste gang du sender mig en besked, retter jeg alle dine stavefejl? 

Du siger, du elsker - og kender mig. Jeg smiler, for der er ting, man ikke siger, og ting du ikke vil forstå, og jeg kan måske godt lide, at du tror, du elsker mig, og jeg er ikke ligeså ensom, som jeg var engang, og måske er det alt, der er. Måske behøves man ikke at kende eller elske hinanden, for måske findes den ikke, den du altid taler om, kærligheden. Måske er det ikke det, vi er til for.

Du siger, du elsker mig, og jeg kan godt lide dit nærvær, så jeg smiler, for der er ikke mere end det. Ingen kærlighed. Ingen store ord. Blot virkelighed.''

Du relaterer, relaterer til alt, og tænker i de samme baner, som du altid har gjort. Du tror det er baner, der fører den anden vej, men du tager fejl. Det er de nøjagtig samme spor dit såkaldte tog kører på. Frem og tilbage, frem og tilbage. Hele tiden i dit tempo. Du tror det er i alle andres tempo, men det er dit løb, og alle retter ind. Jeg retter ind. Alt for tit har jeg rettet ind. Men nu er det mig der relaterer. Relaterer til hvad der står i kursiv i teksten, og snorlige mellem linjerne. Mine relationer. Til alt andet. 

Ovenstående tekst i kursiv, er et indlæg jeg har snuppet fra en andens blog. Hun hedder Clara. Hun skriver fantastisk. Dét er hvad jeg kan relatere til. Jeg sidder med en følelse og en stemme i hovedet der siger ''ja. Det er jo lige dét''. Hun er dygtig. Tjek hende ud.

http://claramoesgaard.blogspot.dk 

Merry christmas... Fuckhead

Selvforkælelse

Egentlig var det meningen, at jeg blot skulle bytte mine julegaver idag, uden at købe andet i stedet, og så spare pengene til min søde Nina og jeg tager en smuttur til Kjöbenhavn engang i det nye år. Men. Alt for længe har jeg gået med denne i tankerne - jeg tror faktisk også jeg tidligere har skrevet et indlæg om den? - så jeg kunne ikke lade vær. Så nu er den min, og jeg kommer nok ikke meget ud det næste stykke tid, da jeg sidder indespæret på mit værelse i selskab med denne, og måske en kop varm kakao, hvis økonomien ellers tillader det. 

Om ærgelse, glæde, længsel og savn

Du mindes det. Hver eneste dag mindes du det. Du tænker tit på det. Drømmer dig tilbage. Tilbage til hvad det var engang. For det er ikke længere sådan. I ses ikke længere så tit. Før var I sammen hver dag. Nu går der længe mellem beskederne på facebook. Endnu længere mellem virkelige samtaler. Du savner det. Ærgerlse. Ærgerlsen over, at det kun varede et år. Men hvad skulle I gøre? Der var intet at gøre. Et sølle år - som nu svarer til så mange. I kunne intet stille op. Ingen kunne gøre noget for at få det til at vare længere - selvom I ønskede det så galt. Glæden. Glæden ved alt hvad I opnåede sammen. Alt hvad I løftede sammen, som han plejede at sige. Alle de oplevelser I havde sammen. Alt det fede, sjove og helt fantastiske. Og alt det stik modsatte. Længslen. Længslen efter dette. Efter dét år. Det bedste år i dit liv, lover du dig selv. Hver dag lover du det. Og hver dag savner du det. Det år, som var det bedste - det år, som du aldrig får igen. 

Dér er stedet, hvor hun mistede sin ringeklokke, og bandt sig. Bandt sig helt igennem. Bandt sig, til noget hun aldrig fortryder.

Dér stopper fortorvet. Der bliver aldrig ryddet for sne.

Dér er vejen, hvor drengen med battet altid dukker op i bevidstheden. 

Dér er mormor og morfar. Flere millioner barndomsminder, samlet på 137 kvadratmeter.

Dér var farmor og farfar. Der var fiskedammen og tulipanerne. Legetøjstoget og den gule racerbane. Nu er det selvplantede juletræ fællet. Et grønt, grimt legestativ af plast er sat op. Gud hvor er det grimt.

Dér er vejen til skole. Den skole hun engang besøgte hver dag.

Dér er stien. Nærmere, cykelstien. Cykelstien, hvor hun tusinde af gange har cyklet enten til til/fra Højvang 10 eller Ågade 67. Eller blot banken. 

Dér er huset de engang snakkede om at købe, for sjov. Det lå så godt - lige i midten af alting. 

Dér er den snoede sti. Og bakken hun aldrig har cyklet ned af.

Dér er det gule hus med den lave hæk. Her indtraf det første møde - venligt og rart, og med flødeboller og et ''vi ses på tirsdag så''.

Dér er fårene. Hvad hun ikke har spenderet af timer på at kigge på de får. De skide får og deres bræen. Hun var engang sikker på, at de skulle holde vagt for kæmpeænderne bag hækken.

Dér er fabrikken, som hun i 16 år aldrig har vidst hvad producerede. 

Dér er kælkebakken. Den mindre kælkebakke. Den bedste kælkebakke, hvor der aldrig var proppet af mennesker, og som ingen kunne komme op af, når de først var kælket ned.

Så er hun tilbage til ringeklokke-stedet. Ved vejen, hvor bilerne altid bremser ned, så hun tror de kidnapper hende. Stedet, ved vejskiltene og gadelampen. Hun går et par meter, vender sig så og går baglæns. Kigger på sine fremadvendte fodspor, og prøver i sneen at se, om hun går indad, lige eller udad på fødderne. Bare for at vide det. 

Dér er bakken. Bakken hjem. Bakken som alle hader, og brokker sig over til hende. 

Dér er det næste gule hus. For enden af bakken. Det rigtige gule hus. Hjemmet. Hun træder ind af døren, og med ét slår det hende. Hun kigger opgivende op. Hvorfor gjorde hun det igen?

Han sender hende en sms. "Vi bliver nødt til at snakke sammen". Hun spørger om hvad, og mærker langsomt, men brutalt, hvordan nervøsiteten kommer snigende. "Det bliver i morgen" svarer han. Hun kan mærke hendes hjerte pumpe hurtigere nu. Hun spørger igen. Han insisterer på ikke at fortælle det, og vil helst vente til i morgen. Hun er alt for nervøs. Kan ikke vente. De diskuterer lidt. Hun får ham overtalt, og han sender en ny sms. Hun åbner den. Læser. Kigger. Sidder bare og kigger på skærmen. Læser den igen. Og igen. Og endnu en gang. Hun håber hun har læst forkert. Men nej, den er god nok. En tåre løber ned af hendes kind. Ti følger efter. Ti, hvis ikke tyve mere, lige efter. Hun går i bad. Prøver at udligne smagen af salt på hendes kinder. Det har kun en svag effekt. Hun laver ikke meget den dag, går tidligt i seng. Næste dag kommer hun to timer før alle andre. Han kigger hende i øjnene, hun kigger væk. Prøver at undgå hans blik. De går ovenpå sammen. Sætter sig på sengen, ved siden af hinanden. De græder. Begge græder de. I to stive timer græder de. De bliver afbrudt af en banken på døren "De første gæster er her". Nu sker det. Det hun frygtede da hun stod op til morges. Det kæmpe skuespil hun skal ned og spille foran så mange mennesker. De går ned af trappen sammen. Han prøver at kysse hende, hun vender hovedet. De hilser. De smiler begge. Hun har det forfærdeligt. Er ved at kaste op. Hun vil bare gerne hjem. Føler sig utilpas og pludseligt så malplaceret. Han har det lige så forfærdeligt, hvis ikke værre. Han fortryder. Han kigger på hende hele tiden. Hun fortryder deres første møde. Men hun ved det er en løgn, og at hun i virkeligheden blot ville ønske at dette var lige så uskyldigt som deres første møde. Det hele er så akavet. Det hele er så falsk. Fordi han gav det væk. Gav, hvad der var hendes, væk. Det som kun skulle være hendes, og som ikke skulle deles med andre. End ham, selvfølgelig. De kunne de første to timer have hygget sig. Hygget og grint. Og delt. Hun kunne have fået det lige da hun kom. Det skulle have været til hende. Det var meningen. Det havde de aftalt. Men han gav det til en anden. Og i stedet græd de. Nogle gange ved man ikke om man skal grine eller græde. Man regner altid med at skulle grine, men nogle gange ender begge parter med at græde. For når den ene part giver, hvad der tilhører den anden, så går det galt. Og så græder man. Det, som kun tog ét sekund. Det éne sekund kunne han - skulle han - have brugt på hende. Som en salgs "jeg-har-savnet-dig/tillykke-med-fødselsdagen"-sekund. Men hun fik det ikke. For aftenen før gav han det væk. Forærrede det væk. På ét sekund. Alt. I ét sølle kys.