Han sender hende en sms. "Vi bliver nødt til at snakke sammen". Hun spørger om hvad, og mærker langsomt, men brutalt, hvordan nervøsiteten kommer snigende. "Det bliver i morgen" svarer han. Hun kan mærke hendes hjerte pumpe hurtigere nu. Hun spørger igen. Han insisterer på ikke at fortælle det, og vil helst vente til i morgen. Hun er alt for nervøs. Kan ikke vente. De diskuterer lidt. Hun får ham overtalt, og han sender en ny sms. Hun åbner den. Læser. Kigger. Sidder bare og kigger på skærmen. Læser den igen. Og igen. Og endnu en gang. Hun håber hun har læst forkert. Men nej, den er god nok. En tåre løber ned af hendes kind. Ti følger efter. Ti, hvis ikke tyve mere, lige efter. Hun går i bad. Prøver at udligne smagen af salt på hendes kinder. Det har kun en svag effekt. Hun laver ikke meget den dag, går tidligt i seng. Næste dag kommer hun to timer før alle andre. Han kigger hende i øjnene, hun kigger væk. Prøver at undgå hans blik. De går ovenpå sammen. Sætter sig på sengen, ved siden af hinanden. De græder. Begge græder de. I to stive timer græder de. De bliver afbrudt af en banken på døren "De første gæster er her". Nu sker det. Det hun frygtede da hun stod op til morges. Det kæmpe skuespil hun skal ned og spille foran så mange mennesker. De går ned af trappen sammen. Han prøver at kysse hende, hun vender hovedet. De hilser. De smiler begge. Hun har det forfærdeligt. Er ved at kaste op. Hun vil bare gerne hjem. Føler sig utilpas og pludseligt så malplaceret. Han har det lige så forfærdeligt, hvis ikke værre. Han fortryder. Han kigger på hende hele tiden. Hun fortryder deres første møde. Men hun ved det er en løgn, og at hun i virkeligheden blot ville ønske at dette var lige så uskyldigt som deres første møde. Det hele er så akavet. Det hele er så falsk. Fordi han gav det væk. Gav, hvad der var hendes, væk. Det som kun skulle være hendes, og som ikke skulle deles med andre. End ham, selvfølgelig. De kunne de første to timer have hygget sig. Hygget og grint. Og delt. Hun kunne have fået det lige da hun kom. Det skulle have været til hende. Det var meningen. Det havde de aftalt. Men han gav det til en anden. Og i stedet græd de. Nogle gange ved man ikke om man skal grine eller græde. Man regner altid med at skulle grine, men nogle gange ender begge parter med at græde. For når den ene part giver, hvad der tilhører den anden, så går det galt. Og så græder man. Det, som kun tog ét sekund. Det éne sekund kunne han - skulle han - have brugt på hende. Som en salgs "jeg-har-savnet-dig/tillykke-med-fødselsdagen"-sekund. Men hun fik det ikke. For aftenen før gav han det væk. Forærrede det væk. På ét sekund. Alt. I ét sølle kys.