''Du siger, du elsker mig, og jeg svarer, men du kender mig jo ikke, og det er de mindste, mest trivielle ting, og så betyder det måske ingenting, at du ved, jeg har fregner under fødderne, for jeg vil have, du ved, jeg kan lide sukker i kaffen, ligegyldigt hvor dumt jeg altid har fået af vide, det er, og jeg vil have, du ved, hvilke bøger jeg er igang med at læse, og at jeg ikke har tålmodighed til at sidde stille under en hel film, at jeg ikke kan lide at drikke cola af farvede glas, at jeg ikke kan spise med store skeer. Jeg vil have, du husker min fødselsdag, og at jeg ikke kan sove, hvis det er varmt, men at jeg altid er træt, og jeg vil have, du ved, at jeg virkelig hader, når du spørger, om det er dig, mine historier handler om, og jeg hader, når du læser dem, imens jeg er der, for det er fragmenter af mine tanker og noget i mig selv, jeg måske ikke helt vil kendes ved, og jeg ved jo godt, du påstår, du elsker mig, men du siger altid, at du ikke forstår, og jeg har altid været overbevidst om, at man ikke kan elske ting uden at forstå dem, og jeg er stædig, og ved du godt, at hver eneste gang du sender mig en besked, retter jeg alle dine stavefejl?
Du siger, du elsker - og kender mig. Jeg smiler, for der er ting, man ikke siger, og ting du ikke vil forstå, og jeg kan måske godt lide, at du tror, du elsker mig, og jeg er ikke ligeså ensom, som jeg var engang, og måske er det alt, der er. Måske behøves man ikke at kende eller elske hinanden, for måske findes den ikke, den du altid taler om, kærligheden. Måske er det ikke det, vi er til for.
Du siger, du elsker mig, og jeg kan godt lide dit nærvær, så jeg smiler, for der er ikke mere end det. Ingen kærlighed. Ingen store ord. Blot virkelighed.''
Du relaterer, relaterer til alt, og tænker i de samme baner, som du altid har gjort. Du tror det er baner, der fører den anden vej, men du tager fejl. Det er de nøjagtig samme spor dit såkaldte tog kører på. Frem og tilbage, frem og tilbage. Hele tiden i dit tempo. Du tror det er i alle andres tempo, men det er dit løb, og alle retter ind. Jeg retter ind. Alt for tit har jeg rettet ind. Men nu er det mig der relaterer. Relaterer til hvad der står i kursiv i teksten, og snorlige mellem linjerne. Mine relationer. Til alt andet.
Ovenstående tekst i kursiv, er et indlæg jeg har snuppet fra en andens blog. Hun hedder Clara. Hun skriver fantastisk. Dét er hvad jeg kan relatere til. Jeg sidder med en følelse og en stemme i hovedet der siger ''ja. Det er jo lige dét''. Hun er dygtig. Tjek hende ud.
http://claramoesgaard.blogspot.dk
