onsdag den 12. december 2012

Om at være 100% lovlydig

Af alle mennesker i hele verden, er jeg nok et af de mest lovlydige mennesker jeg kender. Det lyder måske selvisk, men det gør det bestemt ikke til en god ting. Jeg har aldrig stjålet noget, aldrig snydt mig til at købe alkohol eller cigaretter, er aldrig kommet for sent. Aldrig nogensinde har jeg overtrådt en regel. Hvad enten den er skreven, eller uskreven. En gang kørte jeg dog uden lys på min cykel. Dette vidste jeg ikke, og da politiet stoppede mig, tudbrølede jeg så meget, over at jeg havde gjort noget forkert, at de endda tilbød at køre mig hjem, og jeg slap for en bøde. Men i dag venner. I dag er det helt med vilje. Jeg pjækker. Jeg, den helt rigtige mig, sidder hjemme på mit værelse og pjækker røven ud af bukserne. Eller, det passer heller ikke helt. Jeg ser den film vi skulle se i engelsk, laver mit matematik,  tager gode noter til historie. Men stadig. Der står nu 0,37% fravær på lectio til mig. Så nu er jeg kun 99,63% lovlydig.