onsdag den 11. januar 2012

Onsdag aften - i sportens tegn

Ja. Du læste rigtig; sport. Det er ellers ikke hvad man lige ville forbinde mig med - og det ville jeg egentlig heller ikke selv. Kort sagt, er sport og jeg ikke de fineste venner. Vi har haft vores op- og nedture sammen, men er kommet pænt igennem det. Lige nu ser vi bare ikke så meget til hinanden, medmindre vi er tvunget til det, som for eksempel når der på mit skema fredag morgen (ja, morgen, skakkels mig....) står det berømte ord på fem bogstaver: idræt. Jeg har ellers lavet meget forskellig sport i løbet af mit 17 år lange liv. Jeg har både gået til mor-barn-gymnastik, showdans, fodbold, trampolin og... Ja okay, glemt 'meget'. Jeg har bare gået til noget sport i løbet af mit liv.

Anyway, grunden til at jeg her til aften var i forbindelse med sport var, at jeg tilbragte halvanden time i Odense Idrætshal på min falde røv, for at sidde og se på, at andre lever et sundt og sporty liv. Jeg var inde og se håndbold. Og misforstå mig ikke, jeg har intet imod håndbold eller at se det - jeg synes faktisk det er rigtig spændende - når bare vi ikke kommer for langt bagud... Men hvad jeg kom til at tænkte på, da jeg sad inde i den lille hal med 1088 tilskuere, var at jeg ufattelig godt kunne tænke mig et crowd bag mig, og hver gang der så skete noget ekstremt fedt, skulle de lige titte frem ude i siden, mens jeg står med kæmpe smil på og opspilede øjne, og sige ''WOOHOO!''. Men hvis der så til gengæld skete noget ekstremt nederen, skulle de stå klar til at synke sammen og sige ''UUIHJ!!''. Dét kunne være nice. Ligeledes skulle der være forskellige reaktioner for hvis jeg for eksempel dummede mig (hvilket jeg jo aldrig gør! HAHA, nej....), blev mega overrasket eller følte mig uovervindelig. Her ville mit crowd i så fald springe frem og begynde at danse og te sig tosset til MC Hammer, can't touch this. Ja tak. Det ville i såfald komme på min ''jeg-elsker-ekstremt-højt-liste''.

Kedelig service meddelelse: Min blogs ur har åbenbart valgt at stille sig selv ni en halv time bagud, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Sorry.